Underholdning til flyveturen for børn
At rejse med børn behøver ikke at være stressende, selvom flyrejser nogle gange kan føles lange. Med den rette planlægning og underholdning kan flyvetiden forvandles til en sjov og hyggelig stund sammen. Her får du praktiske tips samt ideer til sjove aktiviteter, der holder børnene beskæftigede og glade fra start til landing.
Lav dine egne aktivitetsposer
Lav aktivitetsposer til flyveturen og giv dem til børnene, når I er i luften. Fyld poserne med nye bøger, notesblokke, klistermærker, små rejsespil, puslespil og andre sjove ting, der kan fange deres opmærksomhed. Du kan endda pakke dem ind, og give børnene de små overraskelser undervejs. Giv dem eventuelt en ny ting hver time for at holde kedsomheden væk.
Giv børnene et aktivitetshæfte
Disse print-selv hæfter er lavet specifikt til den lange flyvetur, og består af en række sjove aktiviteter børnene kan fornøje sig med. Legen starter allerede i lufthavnen hvor de kan gå på skattejagt med et lufthavnsbingo, og fortsætter i flyet med masser af sjove opgaver og spil, som et godt alternativ til skærmen.
Du finder et hæfte til de 5-7 årige her samt et hæfte til børn fra 8 år her.
Kreative sysler
Hold børnene beskæftigede med simple hobbyartikler som piberensere, små LEGO- eller magnetiske byggesæt, modellervoks, silk clay eller origamipapir. I kan også tage perler med til at lave perlehalskæder eller perlearmbånd.
Spil klassiske spil
Købe rejseversioner af populære spil som 4 på stribe, skak eller backgammon. De spil, I plejer at spille derhjemme, fungerer lige så godt i flyet, og kan i mange tilfælde købes som rejseudgave. I kan også helt enkelt finde papir og blyant frem og spille Kryds eller bolle, Byg lejligheder eller Hæng en mand.
Medbring deres yndlingsbøger
Fyld håndbagagen med nye og velkendte bøger, der kan fange børnenes interesse. For små børn er solide billedbøger ideelle. For ældre børn kan du pakke en ny bog eller en serie, de længe har villet læse. Gensyn med gamle favoritter kan også være beroligende. Lydbøger og e-bøger, som kan afspilles på en tablet eller telefon, er også gode muligheder – husk blot høretelefonerne!
Involver børnene i rejsen
Brug flyets interaktive kort eller en globus-app til at vise, hvor I starter, hvor I er, og hvor I er på vej hen. Gør det til en leg at følge ruten, og fortæl små historier om de lande og byer, I flyver over – for eksempel: “Vi er over Tyskland nu, hvor de har flotte slotte.” Diskuter også destinationens seværdigheder for at skabe forventning, som: “Når vi lander, skal vi se det høje tårn!”
Lav spil, hvor børnene gætter steder ud fra ledetråde, og lær et par ord på sprogene fra de lande, I passerer. I kan tage et kort med og markere ruten med klistermærker, eller lade børnene tegne deres egen version af turen.
Udnyt skærmtiden
Flyrejser er et godt tidspunkt at slække lidt på skærmreglerne. Lad dine børn se en film eller spille spil på en tablet. Download på forhånd nogle gode film og spil og husk at medbringe høretelefoner. Planlæg skærmbrug i intervaller, så de også får pauser.
Medbring snacks og godbidder
Sultne børn bliver hurtigt rastløse, så sørg for at have rigeligt med snacks med. Pak sunde snacks som frugtstænger, kiks og en særlig godbid som en overraskelse. Tilstrækkelige snacks kan hjælpe med at holde humøret oppe under hele flyveturen.
Tag gamle favoritter med
Medbring dit barns yndlingsbamse eller tæppe, deres yndlingsbøger til godnathistorier, og den film eller serie, som I har set et utal af gange. Kendte ting kan give børnene den tryghed, de har brug for under rejsen.
Opfordr til søvn
På længere flyrejser kan det være en god idé at opfordre børnene til at sove. Medbring sovemasker, små puder, tæpper og behagelige sokker. Lydbøger eller stille musik kan også hjælpe med at få børnene til at falde i søvn.
Forbered dem på forhånd
Fortæl børnene om de spændende aktiviteter, bøger og film, du har forberedt til flyveturen. Byg forventningerne op, så de ser frem til rejsen. At gøre dem begejstrede for turen på forhånd kan hjælpe med at gøre den lange flyvetur sjovere og mere overkommelig.